Nyhedsbrev marts 2026

Foråret er på vej – og med det følger ikke kun lysere dage, men også ny energi og bevægelse. I denne måned spænder nyhederne bredt: fra stigninger i fritvalgskonti til en principiel dom om overtidsbetaling, samt aktuelle indsigter om statistik og udbetaling af ferie.

Marts Nyhedsbrev Intect

Det er med andre ord en tid, hvor der er meget at holde øje med i lønlandskabet.

Læs med i denne måneds nyhedsbrev, hvor vi samler de vigtigste tendenser og giver dig et klart overblik over de emner, der præger lønområdet i marts 2026.

Industriens overenskomst - fritvalg stiger

Fritvalgsbidraget stiger pr. 1. marts 2026 for industriens overenskomst. Med virkning fra 1. marts 2026 indbetales 10% af den ferieberettigede løn til funktionærer og funktionærlignende medarbejdere. Timelønnede medarbejdere, der ikke får løn på søn- og helligdage skal derudover have et bidrag på 4%, i alt 14% pr. 1 marts 2026. Hvis du er medlem af Dansk Industri kan du læse om ændring af fritvalg her.

I Intect kan du nemt opskrive medarbejdernes procentsats for Fritvalg. Du kan tilrette satsen på medarbejderskabelonen, så den rettes på alle de medarbejdere, der er tilknyttet den valgte skabelon.

Skal medarbejderens nuværende saldo reguleres kan du gøre det på 2 måder. 

  • Tilføj lønarten 'Regulering af fritvalgsordning' og indsæt det beløb, som saldoen skal korrigeres med. Saldoen rettes når lønsedlen bogføres.
  • Foretag korrektionen via Dataimport - se vejledning 'Korrektion af fritvalgssaldo'.

Vær opmærksom på, at der kan være forskellige stigninger afhængigt af lokalaftaler ligesom beregningsgrundlaget for Fritvalg kan varierer fra overenskomst til overenskomst.

Reglerne for overtidsbetaling i strid med EU-regler

Den 4. februar har en faglig voldgiftsret fastslået, at reglerne for overtidsbetaling i Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst ikke er i overensstemmelse med EU's deltidsregulativ. Årsagen er, at deltidsansatte først modtager overtidstillæg, når de arbejder ud over fuldtidsnormen. Derfor skal deltidsansatte under industriens overenskomster have overarbejdstillæg for timer, der overstiger deres individuelle arbejdsnorm, hvis der på virksomheden findes fuldtidsansatte i tilsvarende stillinger, som ville få overtidsbetaling i samme situation.

DI er i gang med at gennemgå kendelsen grundigt og vil også tage en dialog med CO-industri om konsekvenserne. Der er derfor stadig nogle spørgsmål, som ikke er helt afklarede, ligesom det endnu ikke er fastlagt, hvilken betydning afgørelsen kan få for andre overenskomstområder end industriens.

Du kan læse mere på Dansk Industris hjemmeside.

DA Barsel - nye bidragssatser

Fra 2. kvartal 2026 – dvs. pr. 1. april 2026 – øges bidragssatserne til DA Barsel. De nye bidragssatser kan ses her – og er desuden vedhæftet i pdf.

Det er vigtigt, at I inden lønkørsel for april 2026, får opdateret lønsystemerne til de nye satser. Ligeledes skal I sikre jer, at en eventuel årlig maksgrænse pr. medarbejder ændres til 2.172 kr. for 2026.

Alle virksomheder omfattet af DA Barsel har fået direkte besked om satsændringen i løbet af uge 9.

Udbetaling af ferie udover 4 uger

Ferieafholdelsesperioden for ferieåret 2024/2025 sluttede den 31. december 2025. Det betyder, at de feriedage, som er optjent i ferieåret, skulle være afholdt senest ved udgangen af 2025. Hvis du har medarbejdere, der ikke har nået at holde al deres ferie, kan I aftale at udbetale den del af ferien, som ligger udover de 4 uger. De 4 ugers ferie skal nemlig være afholdt (medmindre medarbejderen har været lovligt feriehindret), men ferie ud over de 4 uger kan du udbetale, uden at medarbejderen behøver at holde den.

Vær opmærksom på, at du ikke kan udbetale ferie udover 4 uger, hvis I allerede har aftalt at overføre ferien til næste ferieperiode.

Læs mere om udbetaling af ferie ud over de 4 uger på borger.dk.

Husk også, at der er indført en bagatelgrænse for ferie. Du kan læse mere i vejledningen 'Bagatelgrænse for udbetaling af feriepenge'.

3. marts 2026 er fristen for indberetning af konjunkturstatistik 

Hvis du har modtaget et brev om, at din virksomhed er udvalgt til at indberette konjunkturstatistik i 2026 (det er det samme som kvartalsstatistik), er fristen for indberetningen den 3. marts 2026. Har du opsat statistikken i Intect, bliver den automatisk sendt den 3. marts, og du kan logge ind på Danmarks Statistik eller Dansk Arbejdsgiverforenings hjemmeside (afhængigt af hvilken statistikudbyder du har valgt i Intect) for at se din indberetning.

Er du i tvivl om, hvorvidt I er sat op til at indberette statistik, kan du finde mere information om opsætning i vejledningen 'Opsætning og indberetning af lønstatistik'.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvad der bliver indberettet til statistikken, kan du læse vejledningen 'Indberetning af lønstatistik'.

Hvis du modtager et brev fra Danmarks Statistik eller Dansk Arbejdsgiverforening med besked om fejl i statistikken, kan du med fordel kigge i vejledningen 'Der er fejl i statistikindberetningen - hvad gør jeg?'.

Du kan også se vejledningen 'Udtræk af statistikfil', som beskriver, hvordan du selv kan trække en statistikfil i Intect.

Webinar Wednesday - Intect Refund

På onsdag d. 11. marts fra kl. 10-11 inviterer vi igen til Webinar Wednesday - denne gang med introduktion til vores nye refusionsmodul, Intect Refund. 

Du kan tilmelde dig webinaret her.

Vi glæder os til at se dig! 

Gl
Grønland
Se
Sverige
No
Norge