I denne januar-udgave af vores nyhedsbrev vil vi gerne dele en lang række ting, som er vigtige at huske på som lønbogholder. Vi har følgende emner med denne gang:
Årsafstemning: e-Indkomst & bogføring
Januar er en måned, hvor der ofte er rigtig travlt i virksomhedernes økonomiafdeling. Der skal laves årsstemninger, og det kan godt give ekstra arbejde for den lønansvarlige.
For at lette denne opgave anbefaler vi, at du sørger for at afstemme lønnen hver måned. På den måde vil du opdage en evt. difference, når den opstår, og dermed kunne rette den med det samme. At rette en difference med det samme er væsentligt nemmere, end hvis det først opdages flere måneder senere.
Du kan afstemme lønningerne op imod e-Indkomst ved at bruge rapporten 'e-Indkomst indberetning'. Rapporten viser de tal, som der er indberettet til e-Indkomst for en specifik lønkørsel, via Intect, og den kan også trækkes på medarbejderniveau.
Til afstemning af lønnen op imod økonomisystemet kan du bruge rapporten 'Løntotaler (bogføringsdata til eksport)', som kan trækkes pr. lønkørsel, pr. medarbejder eller pr. afdeling.
Vi har også vejledninger, der beskriver, hvordan du kan lave de forskellige afstemninger i systemet. Se f.eks. 'Afstemning af Bank' og 'Afstemning af A-skat og am-bidrag for året'.
Er du nysgerrig på, hvordan Intect er sat op til bogføring af forskellige saldi, kan du læse mere om det i vejledningerne: 'Bogføring af feriepengehensættelsen' - 'Bogføring af søgnehelligdagskontoen' - 'Bogføring af Fritvalgskontoen' - 'Bogføring af ferietillæg' - 'Bogføring af bededagstillæg'.
Løn for sidste indkomstår
Står du i en situation, hvor du har brug for at lave løn for december måned, kan du nemt gøre det i Intect. Du opretter blot en ny lønkørsel for december. Der er dog nogle forskellige forhold, du skal være opmærksom på.
Ifølge Skats regler er det dispositionsdatoen, der er afgørende for, hvilken periode lønnen tilhører. Det vil sige, at hvis du laver en lønkørsel for december med disposition i januar, vil lønnen tilhøre januar måned og dermed det nye indkomstår - selvom lønperioden hedder december.
Det kan have konsekvenser for medarbejderen, hvis vedkommende er tæt på topskattegrænsen, skal overgå til overførselsindkomst eller skal på efterløn. Vi anbefaler derfor, at du informerer medarbejderen om, at lønnen tilhører 2025 og vil tælle med i deres årsopgørelse for dette indkomstår. Hvis dette medfører et problem for medarbejderen, kan I tage kontakt til Skat og høre om mulighederne for at flytte lønnen til gammelt indkomstår.
Det er også muligt at vælge en dispositionsdato i december, og dermed selv manuelt overføre lønnen til medarbejderen. Det kræver dog, at du manuelt sætter 'betalinger, Løn' til under Virksomheder - Generelt. Vær ligeledes opmærksom på, at du har et ansvar for, at lønnen har været til rådighed for medarbejderen i december, såfremt Skat spørger ind til dette.
Se vejledningen 'Ekstra lønkørsel'.
Årsstatistik 2024
Den 20. januar 2025 er der frist for indberetning af årsstatistik for 2024. Det kan Intect godt hjælpe med. Det kræver blot, at du tilmelder virksomheden til automatisk indberetning af lønstatistik, og at du får opsat statistikfelterne på medarbejderne.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt I er sat op til indberetning af årsstatistik, kan du læse mere om dette i vejledningen 'Opsætning og indberetning af lønstatistik'.
Er du nysgerrig på, hvad der bliver indberettet til statistik, kan du læse vejledning 'Indberetning af lønstatistik'.
Modtager du et brev fra Danmarks Statistik eller Dansk Arbejdsgiverforening med oplysninger om, at der er fejl i statistikken, kan du med fordel læse vejledningen 'Der er fejl i statistikindberetningen - hvad gør jeg?
Forhøjet trækprocent
Er der indsat en forhøjet trækprocent på medarbejderens skattekortoplysninger under Medarbejder - Ansættelse - Skattekort, vil denne værdi forblive den samme, som den var sidste år. Intect nulstiller altså ikke den forhøjede trækprocent på medarbejderne. Hvis der skal foretages ændringer i forhold til sidste år, kan medarbejderen enten selv gøre det i appen, eller bede lønbogholderen om at gøre det i lønsystemet.
Se evt. vejledningen, 'Skattekort i selvbetjeningsappen' for en beskrivelse af, hvordan medarbejderne selv kan ændre den forhøjede trækprocent.
A-skat afregnes først den 17. januar
For små og mellemstore virksomheder skal A-skat og am-bidrag som udgangspunkt altid afregnes den 10. i måneden efter lønkørslen. Vær opmærksom på, at i januar måned skal A-skat og am-bidrag først afregnes den 17. januar.
Jeres virksomhed tilhører beskatningsgruppen 'små og mellemstore virksomheder', hvis I har et am-bidrag på under 250.000 kroner og/eller A-skat på under 1 million kroner pr. år.
Der er ingen forskel på afregningstidspunktet for store virksomheder. Her afregnes A-skat og am-bidrag den sidste hverdag i måneden, som vanligt. Man er kategoriseret som en stor virksomhed, hvis am-bidraget overstiger 250.000 kroner og/eller man har A-skat på over 1 million kroner per år.
Læs mere om Skats afregningsfrister i vejledningen 'Skats frister'.
Har du fået besked fra Skat om, at I skal ændre afregningstidspunkt for A-skat og am-bidrag i 2025, skal du selv ændre dette i Intect. Se hvordan du gør i vejledningen 'Sådan ændrer du afregningstidspunkt for A-skat og AM-bidrag'.
Opdatering af offentlige satser
Der er nogle enkelte satser, der skal opdateres i 2025. Disse offentlige satser sørger vi i Intect for at få opdateret automatisk den 7. januar.
Vær dog opmærksom på, at hvis du selv har overskrevet taksten på standard-lønarterne, så overskriver vi ikke denne indtastning - det samme gælder, hvis lønarten er opsat som en fast lønart på stamdata med en fast værdi i antal enheder.
Med virkning fra 1. januar 2025 ændres bl.a. satsen for G-dage og fri telefon. Se mere om de nye satser i vejledningen 'Offentlige satser'.
Tips til lønsystemet
Overførsel af ferie
Som udgangspunkt behøver du ikke gøre noget aktivt for at overføre ferie i Intect. På lønsedlen vil ’gammel ferie’ automatisk fremgå som overført ferie.
Ved brug af lønarten ’afholdt ferie’ benyttes logikken fra FIFO-princippet (first in, first out), hvilket betyder, at systemet altid nedskriver den først-optjente ferie. Læs mere i vejledningen 'Overførsel af ferie til nyt ferieår'.
Intect Insights er et avanceret rapporteringsværktøj, hvor du kan designe dine egne rapporter, pivottabeller osv.
I Intect har vi sat data fri og gjort det nemt for dig selv at definere indholdet i dine rapporter, så de matcher lige netop din virksomheds behov. Læs med her, når vi tager dig igennem, hvordan vores rapportværktøj fungerer, og stiller skarpt på de håndgribelige fordele, der er ved at kunne skræddersy sine egne rapporter.