Nyhedsbrev januar 2024

Et spændende nyt år er begyndt, og vi håber, at I alle har haft en fantastisk start med festfyrværkeri og glædelige stunder med venner og familie. På vegne af hele Intect-teamet ønsker vi jer et hjerteligt godt nytår!

intect_nyhedsbrev_nytår_2024

I denne januar-udgave af vores nyhedsbrev vil vi gerne dele en lang række ting, som er vigtige at huske på som lønbogholder. Vi har følgende emner med denne gang:

Bededagstillæg

Det mest hotte emne på en kold januardag er bededagstillægget. Vi har bemærket en stigende interesse og tendens til spørgsmål omkring Intects løsning og bededagstillæg generelt, i vores support. Hvis du endnu ikke har set vores vejledning om Intects løsning, så er det en god idé at starte der - Bededagstillæg.

Flere af vores kunder har efterspurgt muligheden for at fravælge beregningen af bededagstillæg. Det kan fx være at virksomheden har valgt at lægge bededagstillægget i medarbejderens almindelige faste løn. Vi har derfor tilføjet et felt på medarbejderens 'Ansættelse', hvor der skal være markering såfremt systemet skal beregne tillægget. Denne indstilling kan også til- og fravælges via medarbejderskabelonerne. Se mere i vejledningen Bededagstillæg.

I vores næste opdatering, planlagt til februar, vil bededagstillægget blive vist i rapporten 'Løntotaler (bogføring til eksport)'. Bogføringen af bededagstillægget vil følge samme princip, som bogføringen af fritvalg i Intect.

Indtil da skal du manuelt bogføre bededagstillægget i januar. Det kan nemt findes i rapporten 'Saldohistorik'. I vejledning Bogføring af bededagstillæg beskriver vi, hvordan du kan finde det beløb, som skal hensættes til bededagstillæg i januar.

Efter vores februar-opdatering vil der være nogle opdateringer i Intect, der kræver opmærksomhed. Det gælder især, hvis du har faste tillæg, der skal indgå i bededagstillæggets beregning. Vi arbejder på at introducere en lønart til faste tillæg i vores næste release.

For at sikre en korrekt beregning af bededagstillægget skal alle faste tillæg inkluderes i beregningsgrundlaget, mens de variable tillæg skal undlades.
Tag et kig på de lønarter, der bruges til tillægsudbetalinger, og vurder om de skal inkluderes i beregningsgrundlaget. Eventuelle ændringer bør også tjekkes i tidsartsopsætningen og kontoplanen.

Hold øje med vores nyhedsbrev i februar, hvor vi vil gå mere i dybden med disse opdateringer og give en trin-for-trin vejledning til at kontrollere forskellige aspekter i systemet.

Nye boligskatteregler kan påvirke din lønudbetaling

Den 1. januar 2024 fik vi nye boligskatteregler i Danmark. Vi vil ikke gå i detaljer med hvordan de nye regler er sat sammen, men blot kort informere om, at hvis du fx er husejer vil din grundskyld automatisk blive fratrukket din månedlige indkomst. Det er nu Skattestyrelsen, der opkræver både din grundskyld og ejendomsværdiskat. Det betyder, at du ikke længere får opkrævninger fra kommunen, men grundskylden indgår som en del af den Skat, der fratrækkes din løn hver måned. Det kan derfor betyde, at du får udbetalt mindre i løn, end du plejer. 

Hvis I har medarbejdere der undrer sig over at deres nettoudbetaling er lavere end den var sidste år, så kan dette være forklaringen. 

Læs mere om ændringen af boligskatter på Skat.dk.

Årsafstemning: eIndkomst & bogføring

Januar er en måned, hvor der ofte er rigtig travlt i virksomhedernes økonomiafdeling. Der skal laves årsstemninger, og det kan godt give ekstra arbejde for den lønansvarlige. For at lette denne opgave anbefaler vi, at du sørger for at afstemme lønnen hver måned. På den måde vil du opdage en evt. difference, når den opstår, og dermed kunne rette den med det samme. At rette en difference med det samme er væsentlig nemmere, end hvis det først opdages flere måneder senere. 

Du kan afstemme lønningerne op i mod eIndkomst ved at bruge rapporten 'eIndkomst indberetning'. Rapporten viser de tal, som der er indberettet til eIndkomst for en specifik lønkørsel, via Intect, og den kan også trækkes på medarbejderniveau.

Til afstemning af lønnen op i mod økonomisystemet kan du bruge rapporten 'Løntotaler', som kan trækkes pr. lønkørsel, pr. medarbejder eller pr. afdeling. 

Løn for sidste indkomstår

Står du i en situation, hvor du har brug for at lave løn for december måned, kan du nemt gøre det i Intect. Du opretter blot en ny lønkørsel for december. Der er dog nogle forskellige forhold, som du skal være opmærksom på.

Ifølge Skats regler er det dispositionsdatoen, der er afgørende for, hvilken periode lønnen tilhører. Det vil sige, at hvis du laver en lønkørsel for december med disposition i januar, vil lønnen tilhøre januar måned og dermed det nye indkomstår - selvom lønperioden hedder december. Det kan have konsekvenser for medarbejderen, hvis vedkommende er tæt på topskattegrænsen, skal overgå til overførselsindkomst, eller skal på efterløn. Vi anbefaler derfor, at du informerer medarbejderen om, at lønnen ligger i 2024 og vil tælle med i deres årsopgørelse for dette indkomstår. Hvis dette medfører et problem for medarbejderen, kan I tage kontakt til Skat og høre om mulighederne for at flytte lønnen til gammelt indkomstår.

Det er også muligt at vælge en dispositionsdato i december, og dermed selv manuelt overføre lønnen til medarbejderen. Det kræver dog, at du sætter betalinger til manuelt under 'Virksomheder - Generelt'. Vær ligeledes opmærksom på, at du har et ansvar for, at lønnen har været til rådighed for medarbejderen i december, såfremt Skat spørger ind til dette.

Se vejledningen 'Ekstra lønkørsel'.

Årsstatistik 2023

Den 22. januar er der frist for indberetning af årsstatistik for 2023. Det kan Intect hjælpe med. Det kræver blot, at du tilmelder virksomheden til automatisk indberetning af lønstatistik og får opsat statistikfelterne på medarbejderne.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt I er sat op til indberetning af årsstatistik, kan du læse mere om dette i vejledningen 'Opsætning og indberetning af lønstatistik'.

Er du nysgerrig på, hvad der bliver indberettet til statistik, kan du læse vejledning 'Indberetning af lønstatistik'.

Modtager du et brev fra Danmarks Statistik eller Dansk Arbejdsgiverforening med oplysninger om, at der er fejl i statistikken, kan du med fordel læse vejledning 'Der er fejl i statistikindberetningen - hvad gør jeg?'.

Forhøjet trækprocent

Er der indsat en forhøjet trækprocent på medarbejderens skattekortoplysninger under 'Medarbejder - Ansættelse - Skattekort', vil denne værdi forblive den samme, som den var sidste år. Intect nulstiller altså ikke den forhøjede trækprocent på medarbejderne. Hvis der skal foretages ændringer i forhold til sidste år, kan medarbejderen enten selv gøre det i appen, eller bede lønbogholderen om at gøre det i lønsystemet.

Se evt. vejledningen 'Skattekort i selvbetjeningsappen' for en beskrivelse af, hvordan medarbejderne selv kan ændre den forhøjede trækprocent.

A-skat afregnes først den 17. januar

For små og mellemstore virksomheder skal A-skat og am-bidrag som udgangspunkt altid afregnes den 10. i måneden efter lønkørslen. Vær opmærksom på, at i januar måned skal A-skat og am-bidrag først afregnes den 17. januar. Jeres virksomhed tilhører beskatningsgruppen 'små og mellemstore virksomheder', hvis I har et am-bidrag på under 250.000 kroner og/eller A-skat på under 1 million kroner pr. år.

Der er ingen forskel på afregningstidspunktet for store virksomheder. Her afregnes A-Skat og am-bidrag den sidste hverdag i måneden, som vanligt. Man er kategoriseret som en stor virksomhed, hvis am-bidraget overstiger 250.000 kroner og/eller man har A-skat på over 1 million kroner per år.

Læs mere om Skats afregningsfrister i vejledning 'Skats frister'.

Har du fået besked fra Skat om, at I skal ændre afregningstidspunkt for A-skat og am-bidrag i 2024, skal du selv ændre dette i Intect.
Se hvordan du gør i vejledningen. 'Sådan ændrer du afregningstidspunkt for A-skat og AM-bidrag'.

Opdatering af satser

Der er en række satser, der skal opdateres i 2024. Disse offentlige satser sørger vi, i Intect, for at få opdateret automatisk. Vær dog opmærksom på, at hvis du selv har overskrevet taksten på standard-lønarterne, så overskriver vi ikke denne indtastning.

Med virkning fra 1. januar 2024 ændres bl.a. satsen for G-dage og sygedagpenge. Se mere om de nye satser i vejledningen 'Offentlige satser'.