Nyhedsbrev februar 2026

❄️ Mens vinteren stadig holder sit greb, inviterer vi dig til at tage en kort pause med en kop kaffe eller te og dykke ned i emner som planlægning af sommerferie, ferietillæg ved fratrædelse og korrekt indberetning af lønstatistik.

intect_nyhedsbrev_vintergækker

🏖️ Ferietillæg ved fratrædelse

Medarbejdere, der er ansat med ferie med løn, har ret til et ferietillæg på mindst 1 % af den ferieberettigede løn. Ferietillægget er en vigtig del af ferieafholdelsen – og når en medarbejder fratræder, skal der også tages højde for ferietillæg for de feriedage, der allerede er afholdt.

Når en medarbejder fratræder i Intect og har været ansat med ferie med løn og ferietillæg, sørger systemet automatisk for at:

  • afregne 12,5 % feriegodtgørelse til Feriekonto (medmindre virksomheden holder feriepengene internt)
  • udbetale ferietillæg for de feriedage, medarbejderen har nået at afholde

Medarbejderen har krav på at få ferietillæg af de afholdte feriedage, og du kan derfor trygt lade Intect håndtere både beregning og udbetaling automatisk ved fratrædelsen.

Ønsker du et konkret eksempel, kan du se vejledningen ”Udbetaling af ferietillæg ved fratrædelse.

📅 Intects lønkalender 2026

Vi har udarbejdet en lønkalender for 2026, som giver dig overblik over årets vigtigste betalingsfrister, herunder:

  • betaling af A-skat og AM-bidrag (for både store virksomheder og SMV’er)
  • betaling af feriepenge til Feriekonto
  • betaling af Samlet Betaling
  • betaling af ATP

Lønkalenderen kan med fordel printes og bruges som et praktisk arbejdsredskab i hverdagen. Den er særligt nyttig i måneder med helligdage og banklukkedage, hvor lønudbetalinger kan blive forskudt.

Du finder lønkalenderen i vejledningen ”Lønkalender 2026”.

📊 Ændrede frister for statistik

Fra og med 2026 sker der et skift i, hvordan og hvornår lønoplysninger skal indberettes til lønstatistik.

Tidligere (kvartalsvis stikprøve):
Virksomheder indberettede typisk én gang pr. kvartal med data for en udvalgt lønperiode (fx lønnen i uge 7 for 1. kvartal).

Nyt fra 2026 (løbende indberetning):
Mange virksomheder skal i stedet indberette løbende – dvs. for hver lønperiode, i takt med lønkørslerne (fx måned for måned). Indberetningen sker typisk via sikker SFTP eller upload.

Det betyder i praksis, at fristerne bliver hyppigere og ofte tidligere. Derfor er det vigtigt, at lønoplysninger bliver afsluttet og godkendt rettidigt.

Godt at vide: I Intect Lønsystem kan indberetningen ske automatisk, når virksomheden er tilmeldt under Virksomhedsopsætning.

Når tilmeldingen er på plads, sørger systemet for at indberette lønstatistik som en del af den normale lønproces.

Indberetning af lønstatistik

☀️ Tid til planlægning af sommerferie?

Selvom sommeren kan virke langt væk, er det allerede nu relevant at begynde planlægningen af sommerferien. Hovedferien skal varsles med mindst tre måneders varsel.

Hovedferien ligger i perioden 1. maj til 30. september, hvor medarbejderen har ret til tre ugers sammenhængende ferie.

Det er muligt at aftale, at hovedferien kun udgør to uger, men dette kræver enighed mellem arbejdsgiver og medarbejder.

Medarbejderen har ret – men ikke pligt – til at holde fire ugers ferie inden for ferieåret, som afsluttes den 31. august. Derfor kan hovedferien som udgangspunkt ikke varsles til september uden forudgående aftale.

Når ferien er varslet eller aftalt, er den bindende og kan som hovedregel ikke ændres.

⏱️ Udvidet tidsfrist for bogføring af løn

Vi har udvidet fristerne for bogføring af løn med NemKonto, som nu er kl. 10.00 – så der er lidt mere luft på dagen for lønafleveringen.

  • NemKonto: kl. 10.00
  • Konto-til-konto: kl. 11.00

I support kan vi hjælpe med bogføring frem til kl. 13.30, men da Overførselsservice ikke garanterer NemKonto-overførsler efter kl. 12.00, kan vi desværre heller ikke garantere udbetalinger efter dette tidspunkt.

Frister for lønkørsel

🧩 Release v22 – nye funktioner og forbedringer

Release v22 er spækket med forbedringer, der giver både mere præcision og mere fleksibilitet i lønkørslerne. Her er nogle af højdepunkterne:

  • Nye offentlige satser er automatisk opdateret
  • Ny funktion: Audit-log
  • Tilføjelse til rapporten Medarbejdersaldi
  • Forbedringer til brugerdefinerede saldi
  • Automatisk oprettelse af expense-kørsel

Du kan få det fulde overblik over release v22 i vores release-noter.

☎️Nyt fra vores supportteam

Fredag den 6. februar deltager alle vores medarbejdere i et fælles Kick-off hos Intect.

Supporten vil fortsat være bemandet denne dag, men af afløsere. De har kendskab til både Intect og løn, men er ikke vores faste supportmedarbejdere.

Hvis I kontakter supporten fredag, vil I derfor møde nogle andre, end I plejer.

Mandag den 9. februar er vi tilbage igen og følger op på eventuelle sager, som måtte være opstået.

Tak for jeres forståelse – vi glæder os til at tale med jer igen i uge 7.

🌱 Det var alt fra os i denne omgang

Og hurra: Den uendeligt lange januar er endelig overstået! Nu venter en kort februar – og så er det jo næsten lige før man (med lidt god vilje) kan begynde at ane foråret… eller i det mindste høre en enkelt fugl, der også er træt af vinter 😄

De bedste hilsner
fra os alle i Intect

PS:

Husk, at vi hver måned holder gratis webinar den 2. onsdag i måneden, hvor vi deler tips, gennemgår funktioner og gør lønhverdagen lidt lettere. Næste gang er onsdag d. 18. februar, så hold øje med invitationen på LinkedIn – og tag gerne en kollega under armen (eller i hvert fald send dem linket 😉).

Webinarer i Intect – du kan tilmelde dig, se og gense vores webinarer her.

Gl
Grønland
Se
Sverige
No
Norge