Nyhedsbrev december 2022

Det' sørme, det' sandt, december... Det er dagen, før dagen, før dagen, du ved... Julen nærmer sig, men der er stadig en del ting, man som lønbogholder skal være opmærksom på. Dem kan du læse mere om nedenfor.

intect_nyhedsbrev_jul

December er skudt i gang med alt, hvad der dertil hører af julemusik, julegodter, glimmer og glitter. I Intect har vi sørget for at pynte fint op på kontoret, så vi alle nyder at møde ind på arbejdet hver dag. 

Men selvom december er en dejlig måned, så er der også en lang række ting, man skal huske på som lønbogholder. Det drejer sig blandt andet om: 

I nyhedsbrevet for november præsenterede vi vores nye SupportUnivers. Hvis du ikke allerede har været inde og udforske det, så er dette endnu en opfordring til at gøre det. I SupportUniverset har vi samlet en masse vejledninger, som kan hjælpe dig i din daglige gang i systemet.

Frist for lønkørsel

I december er det ekstra vigtigt at være opmærksom på fristen for lønkørslen, da vi i år ikke har særligt mange helligdage mellem jul og nytår. Julen falder sådan, at sidste frist for indberetning af løn med udbetaling i december er torsdag den 29. december kl. 8 - hvis du bruger Nemkonto - og kl. 11, hvis du bruger konto-til-konto. Lønnen vil dermed være til disposition på medarbejderens konto fredag den 30. december. 

Det er vigtigt, at lønnen er på medarbejderens konto i december måned. Hvis lønnen først udbetales i januar, vil den skattemæssigt tilhøre det nye indkomstår, også selvom lønperioden står til at tilhøre december. Ifølge Skats regler er det nemlig dispositionsdatoen, der er afgørende for, hvilken periode lønnen tilhører.

Laver du en løn for december med disposition i januar, vil det betyde, at den samlede løn i gammelt indkomstår vil blive lavere end forventet, mens lønnen i det nye indkomstår vil blive højere end forventet. Det kan have konsekvenser for de medarbejdere, som går på efterløn på overførselsindkomst, og for dem der ligger tæt på topskattegrænsen.

Såfremt du vælger denne løsning, vil vi anbefale, at du informerer medarbejderne om, at de får udbetalt deres december-løn i januar, samt hvilke konsekvenser det kan have.

Husk også, at hvis der ikke er indberettet en løn med disposition i december, kræver Skat, at der skal laves en nulindberetning. Læs mere om nulindberetning i vejledningen 'Nulindberetning'.   

Offentlige satser 2023

Når der sker ændringer i de offentlige satser, opdateres dette automatisk i Intect på alle standard lønarter. Hvis du selv har ændret i satsen på standard-lønarten, vil Intect ikke overskrive din indtastning med de nye satser. Det er derfor vigtigt, at du tjekker op på, om satserne er korrekte, inden den første løn bogføres i januar. Du kan se de nye satser i vejledningen 'Offentlige satser'.

Skattekort for det nye indkomstår

Intect modtager automatisk nye skattekort for 2023 i november måned. Skattekortene vil først være gyldige fra 1. januar 2023, og de vil naturligvis først blive anvendt i lønkørslen for januar. 

I januar kører Intect en ekstraordinær kørsel op imod Skat for at tjekke, om vi har modtaget alle de nyeste oplysninger. Vi anbefaler, at du tjekker efter, at der er modtaget nye skattekort på dine medarbejdere, inden den første lønkørsel bogføres i januar. Det kan du gøre ved at lave en stikprøvekontrol på fanen 'Medarbejder' - 'Ansættelse' og klikke på - 'Vis og rediger skattekort'.

Ferieåret: Afholdelsesåret slutter 31/12

Ferieåret 2021/2022 slutter den 31/12-2022, og her bør al ferie derfor være afholdt. Det er helt grundlæggende i Ferieloven, at en medarbejder skal holde sin optjente ferie. Hvis ferien ikke afholdes, har medarbejderen som udgangspunkt ikke krav på at få udbetalt sine feriepenge.

Arbejdsgiver og medarbejder kan indgå aftale om at overføre eller udbetale de ubrugte feriedage. Sidste frist for at lave aftalen er den 31. december. Læs mere om kravene for overførsel af ferie i vejledningen 'Overfør ferie til nyt ferieår'. 

Ændring af beskatningsgruppe i nyt år

I slutningen af indkomståret giver Skat besked til de virksomheder, som skal ændre afregningstidspunkt for A-skat og am-bidrag pr. 1. januar. Afregningstidspunktet afhænger af, hvordan virksomheden er registreret.

  • En stor virksomhed: am-bidrag over 250.000 kr. og/eller A-skat over 1 million kr. pr. år. (Afregningstidspunkt: sidste hverdag i måneden).
  • En lille og mellemstor virksomhed: am-bidrag under 250.000 kr. og/ eller A-skat under 1 million kr. om året. (Afregningstidspunkt den 10. i den efterfølgende måned).

Du kan se på dit registreringsbevis, om din virksomhed er registreret som en stor eller lille/mellemstor virksomhed. Se dit registreringsbevis på TastSelv Erhverv på skat.dk.

Har du fået besked fra Skat, om at afregningstidspunktet for A-skat og am-bidrag er ændret pr. 1. januar, skal du ændre din beskatningsgruppe i Intect. Læs hvordan du gør i vejledningen 'Sådan retter du afregningstidspunkt for A-skat og am-bidrag'. Ændringen skal laves, efter du har bogført december-lønnen, men inden du bogfører den første løn i januar.

Konjunkturstatistik 4. kvartal

Den 5. december er frist for indberetning af konjunkturstatistik, også kaldet kvartalsstatistik. Intect har indberettet statistikken for alle, der har tilmeldt sig dette. Dem der har tilmeldt sig vil nu kunne se indberetningen på hjemmesiden for enten Danmarks Statistik eller Dansk Arbejdsgiverforening, afhængigt af hvilken statistikmodtager, der er valgt i Intect.

Hvis der er fejl i lønstatistikken, kan du med fordel læse vejledningen 'Der er fejl i statistikindberetningen - hvad gør jeg?', som beskriver, hvordan du skal forholde dig til fejl i statistikken.

Tips til Intect

Hvis du har mange medarbejdere i din virksomhed, og du skal rette eller danne dig et overblik over løndata, kan du med fordel bruge fanen 'Løndata' under 'Virksomhed'. Fanen 'Løndata' skal ses som et supplement til fanen 'Løndata' under Medarbejdermodulet, hvor du kan se udvalgte lønarter for samtlige medarbejdere i ét billede. Læs mere i vejledningen 'Ret løndata på alle medarbejdere'.

Alle lønarter er tilgængelige under 'Løndata', og du bestemmer selv, hvilke lønarter du vil se, og i hvilken rækkefølge de skal vises. Du kan dog maksimalt have 7 lønarter i tabellen.

Tabellen viser altid løndata for den nuværende lønperiode, hvor du kan se antal enhederenhedssatsen (pr. enhed) og det endelige beløb for hver lønlinje. Hvis noget ikke er korrekt, kan du ændre direkte i lønlinjerne ved at klikke på en af værdierne. Hvis du ændrer i enhederne eller i pr. enhed, vil beløbet automatisk blive genberegnet, og de tilhørende lønkørsler - som ikke er bogført - samt løndata på medarbejdere, vil blive opdateret.