Hjemmearbejdspladsen er underlagt nye regler – Her er det, du skal være opmærksom på!

Den 30. april 2022 blev kravene til det fysiske arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen ændret betydeligt, og det er til fordel for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Læs med i dette indlæg og bliv klogere på de nye regler for hjemmearbejdspladsen.

laver_løn_intect

Sådan fungerer de nye regler

Det helt fundamentale krav til hjemmearbejdspladsen er, at arbejdsstationen- og indsatsen skal tilrettelægges hensigtsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt. Et krav som lægger sig tæt op ad arbejdsmiljølovgivningens retningslinjer for arbejde med skærmenheder, da hjemmearbejde typisk er forbundet med arbejde foran en skærm.

For at sikre at arbejdsstationen er forsvarligt indrettet, eksisterer der nogle konkrete krav til skærm, tastatur, mus, arbejdsbord- og stol samt til belysningen i rummet (læs mere om de fysiske krav senere i indlægget). Disse foranstaltninger er fortsat gældende i de nye regler.

Det som har ændret sig i de nye regler er, hvornår kravene træder i kraft. Førhen skulle arbejdsgiveren allerede opfylde retningslinjerne, når den ansatte arbejdede hjemmefra mere end én dag om ugen. Nu er det blevet hævet til, at medarbejderen skal arbejde hjemmefra mere end to dage om ugen – det vil sige tre dage eller flere i praktisk forstand – før kravene træder i kraft. Desuden gælder det, at hjemmearbejdet skal være en regelmæssig ordning, hvilket vurderes ud fra gennemsnittet over en periode på to måneder.

Sammentællingsreglen

De nye regler for hjemmearbejdspladsen repræsenterer således en kravmæssig lempelse, der gør det nemmere for arbejdsgiveren at facilitere muligheden for at arbejde hjemmefra. Arbejdsgiveren kan nemlig åbne for to faste hjemmearbejdsdage om ugen og give mulighed for flere spontane hjemmearbejdsdage, uden at skulle stå til ansvar for arbejdsmiljøet hjemme hos den enkelte medarbejder. Dét gør hjemmearbejdspladsen mere attraktiv for virksomheden.

Som arbejdsgiver skal man dog være opmærksom på den nye ”sammentællingsregel”, som udgør en del af det nye regelsæt. Hvis en medarbejder har et tredje arbejdssted – f.eks. i sit sommerhus – og arbejder mindre end to dage hjemme, samt mindre end to dage på kontoret, så lægges den ene dags hjemmearbejde sammen med arbejdsdagene på den tredje lokation. Sammenlagt vil medarbejderen således have mere end to dages hjemmearbejde, og kravene træder derfor i kraft.  

Hvis en anden arbejdsplads, der lever op til kravene, stilles til rådighed for medarbejderen, eksempelvis virksomhedens kontor eller det tredje arbejdssted, gælder sammentællingsreglen dog ikke. I dette tilfælde er virksomheden derfor ikke forpligtet til at opfylde kravene på den hjemlige skærmarbejdsplads.

Afslutningsvis er det desuden vigtigt, at man som arbejdsgiver er opmærksom på, at man har det fulde ansvar for at hjemmearbejdspladsen for en medarbejder, der arbejder hjemme mere end to dage om ugen, lever op til følgende krav – uanset om udstyret stilles til rådighed af medarbejderen selv eller af arbejdsgiveren:

Skærmen
Skærmens kontrast og lysstyrke skal kunne indstilles, og den skal desuden kunne drejes og vippes efter brugerens behov.

Tastatur og mus
Med henblik på at medarbejderen har en hensigtsmæssig arbejdsstilling, skal tastatur og mus være adskilt fra skærmen, og der skal være plads til at både hænder og underarme kan hvile på bordpladen.

Arbejdsbord
Arbejdshøjden ved bordet skal kunne indstilles efter behov. Hertil skal arbejdsbordet være af en passende størrelse både breddemæssigt og dybdemæssigt, således at der er mulighed for fleksibel opstilling af skærm, tastatur og mus. Samtidig skal der være nok plads på og under bordet til, at medarbejderens arbejdsstillinger er hensigtsmæssige.  

Arbejdsstol
Stoleryg og stolesædet skal kunne indstilles efter behov, og generelt skal stolen være stabil og komfortabel.

Lysforhold
Ved hjælp af almenbelysning og særbelysning (arbejdslamper) skal der sikres tilstrækkelig belysning til at kunne fuldføre arbejdet hensigtsmæssigt.

Læs mere om Arbejdstilsynets krav til skærmarbejde her.